Klaus sad i sin lille robaad midt paa det aabne hav. En maegtig storm havde drevet ham vaek fra alt land og haab om frelse. Vand faldt fra den moerke himmel i laartykke straaler og fyldte baaden. Enorme boelger kastede ham naadesloest omkring, mens han febrilsk, men forgaeves, forsoegte at toemme baaden med en lille oesespand, men hver gang han haeldte en spandfuld ud og vendte sig om saa han at vandet var steget hoejere endnu. Umaadeligt frustreret smed han spanden fra sig. Foer nu havde det intense arbejde for at toemme baaden presset alle tanker vaek, men nu da han sad opgivende i robaaden kunne han maerke tanker moerke som skyerne over sig fylde hans sind. I takt med at vandstanden i hans lille baad steg, oversvoemmede foelelsen af forestaaende doed ham. Han forstod at sandsynligheden for hans overlevelse var saa lille, at han godt kunne glemme alt om at se hans hjem igen. Trist var han, for han skulle aldrig se sin familie mere. Hans kaerlige, omend soergmodige mor; hans broedre som var hans bedste venner. Han broed ud i graad, men alt lyd blev druknet i torden og boelger, og alle hans taare floed sammen med regnen og havet. Hvis han aldrig havde taget ud paa havet. Hvis han aldrig havde laest den forbandede bog. Saa skulle han ikke ende sine dage alene paa det iskolde, stormpiskede hav.
Ligesom han sad der i sine egne bedroevede tanker rejste en gigantisk boelge sig lige foran hans baad. Den maatte vaere flere hundrede meter hoej, hvis ikke mere og flere gange saa bred. Unaturlig; titanisk; Klaus, der kun var ung, kendte ikke ordene til at beskrive hvad der taarnede sig over ham og snart skulle sende ham i den vaade grav. Da han sad der og maabede, fik han oeje paa noget inde i boelgen. Det havde skikkelsen af en hval, men var alt for stor til at kunne eksistere i havet. Han vurderede, at den maatte vaere mindst en kilometer bred. Dyret havde retning direkte imod ham, men han havde allerede affundet sig med doeden, saa hvad gjaldt det at det var en unaturligt stor hval, der knuste ham? Faktisk, taenkte han, var der noget fascinerende ved dette baest. Noget smukt naermest. Dette vaesen var sublimt, uden tvivl. Men kunne det virkelig passe at det var aegte?
Da var det at hvalen aabnede sin enorme mund og hvad Klaus saa derinde var endnu mere ufatteligt end hvalens truende pragt. Foerst lagde han maerke til bjerget af forliste skibe, som laa i bunden af dyrets gab. Utallige baade, store som smaa, formede bunden for noget der kunne minde om en by, ogsaa sammensat af oedelagte skibe. Det var dog foerst da Klaus rettede blikket opad og fik oeje paa hvad der var paa denne masse af skibe, at han forstod hvor ekstraordinaert sublim hvalen, der skulle til at sluge, ham var. Tusindvis af mennesker stod paa skibene i hvalens mund og vinkede ud til ham. Saa smukt synes dette syn at vaere, at Klaus slet ikke laengere frygtede baestet. Han glaedede sig faktisk over at han vidste at snart skulle han vaere med de andre gamle soefarere, og de skulle leve godt sammen uden frygt for omverdenen, trygt som det saa ud i hvalens gab.