Klaus sad i sin lille robåd midt på det åbne hav. En mægtig storm havde drevet ham væk fra alt land og håb om frelse. Vand faldt fra den mørke himmel i lårtykke stråler og fyldte båden. Enorme bølger kastede ham nådesløst omkring, mens han febrilsk, men forgæves, forsøgte at tømme båden med en lille øsespand, men hver gang han hældte en spandfuld ud og vendte sig om så han at vandet var steget højere endnu. Umådeligt frustreret smed han spanden fra sig. Før nu havde det intense arbejde for at tømme båden presset alle tanker væk, men nu da han sad opgivende i robåden kunne han mærke tanker mørke som skyerne over sig fylde hans sind. I takt med at vandstanden i hans lille båd steg, oversvømmede følelsen af forestående død ham. Han forstod at sandsynligheden for hans overlevelse var så lille, at han godt kunne glemme alt om at se hans hjem igen. Trist var han, for han skulle aldrig se sin familie mere. Hans kærlige, omend sørgmodige mor; hans brødre som var hans bedste venner. Han brød ud i gråd, men alt lyd blev druknet i torden og bølger, og alle hans tåre flød sammen med regnen og havet. Hvis han aldrig havde taget ud på havet. Hvis han aldrig havde læst den forbandede bog. Så skulle han ikke ende sine dage alene på det iskolde, stormpiskede hav.
Ligesom han sad der i sine egne bedrøvede tanker rejste en gigantisk bølge sig lige foran hans båd. Den måtte være flere hundrede meter høj, hvis ikke mere og flere gange så bred. Unaturlig; titanisk; Klaus, der kun var ung, kendte ikke ordene til at beskrive hvad der tårnede sig over ham og snart skulle sende ham i den våde grav. Da han sad der og måbede, fik han øje på noget inde i bølgen. Det havde skikkelsen af en hval, men var alt for stor til at kunne eksistere i havet. Han vurderede, at den måtte være mindst en kilometer bred. Dyret havde retning direkte imod ham, men han havde allerede affundet sig med døden, så hvad gjaldt det at det var en unaturligt stor hval, der knuste ham? Faktisk, tænkte han, var der noget fascinerende ved dette bæst. Noget smukt nærmest. Dette væsen var sublimt, uden tvivl. Men kunne det virkelig passe at det var ægte?
Da var det at hvalen åbnede sin enorme mund og hvad Klaus så derinde var endnu mere ufatteligt end hvalens truende pragt. Først lagde han mærke til bjerget af forliste skibe, som lå i bunden af dyrets gab. Utallige både, store som små, formede bunden for noget der kunne minde om en by, også sammensat af ødelagte skibe. Det var dog først da Klaus rettede blikket opad og fik øje på hvad der var på denne masse af skibe, at han forstod hvor ekstraordinært sublim hvalen, der skulle til at sluge ham var. Tusindvis af mennesker stod på skibene i hvalens mund og vinkede ud til ham. Så smukt synes dette syn at være, at Klaus slet ikke længere frygtede bæstet. Han glædede sig faktisk over at han vidste at snart skulle han være med de andre gamle søfarere, og de skulle leve godt sammen uden frygt for omverdenen, trygt som det så ud i hvalens gab.