Henrik skyndte sig mod broen, idet et voldsomt regnskyl pludseligt styrtede ned. Lyn flaengede den stormgraa himmel og torden rystede jorden i dens grundvold. Henrik naaede under broen ganske kort efter uvejret var begyndt, men han var allerede gennembloedt. I et lille hjoerne havde han gemt alle sine ejendele omend det ikke var meget. Han skiftede sit toej til usle, men toerre klaeder og kroeb i ly pakket ind i pjaltede taepper. Sjaeldent havde Henrik set saa skraekkeligt et uvejr, og han havde ellers meget at sige som gammel soemand. Og skraemt var han da ogsaa; hver gang et af de naermest unaturlige lyn skar himlen som var den en krakelerende glasskaal for han op i frygt for de ting han havde set under lignende storme i hans gamle dage paa havet. Ak ja, mareridtsvaesner saa ubeskriveligt groteske at selv ideen om dem hjemsoegte Henrik resten af hans elendige liv. I et lynglimt saa han omridset af et uhyggeligt stort menneske paa himlen. Pludseligt blev han revet tredive aar tilbage til en kutter i en voldsom efteraarsstorm midt ude paa havet. Boelger og vind sloges om at rive baaden fra hinanden og midt i det hele slog et enormt lyn ned i havet foran Henrik og hans besaetning. Det var som om selve virkeligheden slog revner, saa voldsomt at Henrik blev baade blind og doev. Da han fik synet tilbage, saa han det sorte omrids af en umuligt stor mand staa og se paa, at hans skibskammerater kastede sig selv over bords og blev opslugt af havet. Der loed ingen skrig, men maaske, taenkte Henrik, blev de blot overdoevet af den hylende tone i hans oere. Paralyseret af frygt laa han paa daekket. Pludseligt som det foerste lyn slog ned, ramte endnu et kutteren og straks forsvandt skikkelsen fra syne, men for altid var mindet braendt ind i hans sind.
Henrik vaagnede ved lyden af torden paa hans leje af gamle klaeder under broen. Stormen var ikke stilnet det mindste, men stadig foelte han at noget var anderledes. Da fangede han noget i sin oejenkrog, men saa snart han drejede hovedet, var der intet andet end regn. Der var det igen. En kulsort skikkelse ude i stormen. Et enormt omrids af en mand vandrede forbi hans bro. Henrik kunne ikke taenke. Han kunne ikke foele andet end isningerne paa hans ryg og hans tunge, men desperate aandedraet. Uhyret stoppede ved hans bro. Frosset i krop og i sind sad Henrik kroebet helt sammen under broen, og var ganske vist om at nu skulle han moede samme forfaerdelige skaebne som hans gamle venner gjorde den gang i efteraarsstormen. Monsteret, Henrik var sikker paa at denne skabning var saadan et, boejede sig nu ned og traadte ind under broen. Hvis Henriks sind ikke var frosset som han sad, havde han kunne maerke en varm stroem af skam loebe ned af hans inderlaar, men det var nu saadan at han var helt og aldeles paralyseret og tankeloes. Den satte sig overfor ham, og pludselig var det som om et lys skinnede paa dens ansigt. Noget slog klik i Henriks hjerne. Hans sind blev frit fra den isnende paralyse. Han stirrede denne sublime skabning direkte i dens uendeligt dybe oejne og alt blev klart som krystalglas. Aldrig i Henriks lange liv havde han set noget saa ufatteligt smukt. Hvordan kunne han have troet at han nogensinde havde levet, naar han nu vidste at denne guddommelige skoenhed fandtes. Han var tryllebundet af den reneste sandhed han vidste; blot eet kig paa dette vaesen var alt hvad nogen nogensinde kunne droemme om og mere til. Guden aabnede sine arme og Henrik loeb, glad som han aldrig havde vaeret, ind i dem og forsvandt i dens omfavnelse med jubel og glaedestaarer.
Endnu et lyn slog ned, revnede broen og vaek var Henrik og hans Guddom.